Jeg vovede at invitere til fest og premiere i en lokalhistorisk trilogi på min 80 års fødselsdag 27. september.

Det skete, vel vidende, at jeg fredag den 29. juli var tilbudt en åben hjerteoperation. Om et år eller to ville det være for sent! Efter ni dage på OUH i Svendborg og Odense er jeg glad og lykkelig, men træt, vendt hjem til Skårupøre til et nyt livs nye muligheder. Men først med hostehæmmende adfærd til beskyttelse af indre syningers ståltråde i brystkassen.

Mens morfar smed sin skibshund i vandet ved Thurø fandt Flemming sin prinsesse på Tonga

NORDJYDEN JUBLEDE: »De’æ int’ ret grim’..«. Jubelråbet lød i den døde ende af Møllergade, som gaden jo hed før socialdemokrater i byrådet klagede over den røde farve (!) på Café Rouge. Da farven blev mørkerød, som Inger Støjbergs hår, gik det hele meget bedre. Da jeg debuterede som lørdagsgæst hos Anja og Jørgen Lundsgaard, blev det til en livsoplevelse i særklasse. Det kan du se i september, når der er premiere på filmserien »Livets Bakspejl«. Bag billedet af de seks glade mennesker fra Polynesien, gemmer sig en betagende søfartshistorie om kaptajnen fra Møllergade, der under første verdenskrig i sin galease sejlede gennem et blodrødt Vesterhav. Jyllandsslaget efterlod 8.000 døde og døende marinesoldater fra de engelske og tyske flåder. Men Alfred Carlsen bjergede gøsen fra slagskibet Wiesbaden og gemte det fire meter brede flag mange år i skunken hjemme i Møllergade i Den polynesiske Gård.

SMED SKIBSHUNDEN OVERBORD VED CHRISTIANSMINDE
Morsesystemet sendte ikke prikker og streger ud i de små skipperhjem, så når Alfred Carlsen rundede Grønne Odde på Thurø, og gled ind mod stien ved Christiansminde, blev skibshunden smidt overbord. Da den løb op ad Tullebrinke til hjemmet i Møllergade, vidste fruen i huset, at nu kom far i havn. Bag de tonganesiske piger, der jo ikke var ret grimme, øjnede jeg gennem kameraets søger de gule bygninger, der under Alfreds datter Mias grønne fingre blev til »Den polynesiske Gaard«. Navnet fik ejendommen, fordi Mia og Valdemar Højelsens ældste søn Flemming, stak til søs og mødte skæbnen på en af øerne i Tonga-gruppen. Hun var en strålende smuk prinsesse, og Flemming levede sit liv i Polynesien som Tongas hof-elektriker.

HJEM OG DØ I SIN REDE MED UDSIGT OVER HAVNEN

Historien skrev jeg i 70’erne, og for seks år siden fik jeg den af hestens egen mund, som det jo hedder. Flemming var vendt hjem til Svendborg for at leve sine sidste år med udsigt over havnen. Med sig havde han prinsessen fra Tonga og datteren Genevieve. Mens den næstenroyale fodterapeut dansede i Møllergade sammen med veninden Edith, som hun ikke havde set i 30 år, duggede mine briller, da Flemming Højlesens kærlighed fra Tonga kom dansende ind i kameravinklen for at synge med sin datter og Ediths piger: Velonika, Dorothy og Mele.
Flemming Højlesen døde i sin barndomsrede forrige år. Men mon ikke han hørte de polynesiske toner oppe ved faderen og sønnen – Jungmanden fra Geneseret Sø..!

PÅ SANGENS VINGER I CAFÉ ROUGE
Vel hjemme i Skårupøre efter et af mit gode, lange livs bedste eftermiddage, måtte jeg finde lydoptagelsen frem fra et besøg af Flemming og hans prinsesse netop da de var vendt hjem til fødebyen. Hin lørdag i Café Rouge fik sangen fra Skårupøre vinger.
Når jeg i september runder Støvets År, er der premiere på en stribe lokalpolitiske, maritime filmfortællinger. Her vil jeg også genopleve eftermiddagens hjertevarme danse da Genevieves barndomsveninde mellemlandede i Svendborg – undervejs fra Tonga til nuværende hjemby, Phønix i Arizona.